Augustenborghallerne har siden 2012 været Green Sport Facility certificeret, hvilket betyder, at der er et kriteriesæt, som skal opfyldes. Kravene bliver strammet hvert år, så det er en kontinuerlig udvikling.
Vores MILJØHANDLEPLAN
Der findes i alt 82 Green Sport Facility-certificerede idrætsanlæg i Danmark. Fem af dem findes i Syddanmark, og Augustenborghallerne er ét af de fem anlæg, der opfylder de strenge certificeringskrav.
Green Sport Facility er et miljømærke for alle typer idrætsanlæg. Men man kan ikke uden videre blive certificeret – anlægget skal bl.a. opfylde næsten 100 strenge miljøkrav og bevise, at der tænkes bæredygtigt og gøres en ekstra indsats for at passe på miljøet.
Det er ikke nok med de gode hensigter – opfyldelsen af miljøpolitik, miljømål og handleplaner skal gennemgås og dokumenteres løbende.
Men ét er snak, noget andet er handling – nedenfor kan du se lille udpluk af det, som Augustenborghallerne har valgt at gøre for, at du kan være aktiv med god samvittighed:
Der er udarbejdet en handleplan for opfyldelse af miljøkrav med årlig screening og vurdering af Green Sport Facility.
Der er opsat LED-lys overalt, inkl. sensorer til at styre lyset så mange steder som muligt. Der investeres kun i lamper med sensorer.
Der er skiftet til brusere med lav vandgennemstrømning, og nye armaturer er med timer. Alle vandhaner er automatiske og med spærring.
Der er installeret et topmoderne vandblødgøringsanlæg for at mindske brugen af kemi til f.eks. rengøring af omklædningsrum.
Affald bliver sorteret med henblik på genbrug af så meget som muligt, og der er indkøbt pappresser.
Der er opsat solceller for at spare på energien.
En del af taget er udskiftet for at holde på varmen og skabe et bedre indeklima.
Det er forbudt at bruge kemi til bekæmpelse af ukrudt på udendørsarealerne.
Der bruges kun miljøvenlige rengøringsmidler, som skal godkendes af Green Sport Facility.
Vidste du, at når du dyrker sport i Augustenborghallerne,
får du ikke kun motion, der gavner din sundhed. Du bakker også op om bæredygtighed og miljø og bidrager til at opfylde nogle af FNs Verdensmål for Bæredygtig Udvikling.
Når du bruger Augustenborghallerne, styrker du ikke alene fællesskabet og din sundhed – du bakker også aktivt op om miljø og bæredygtighed – nu og i fremtiden.
BETYDNING FOR DIG OG DIN AKTIVITET
For dig betyder det, at du dyrker din aktivitet med god samvittighed og med forvisning om, at der via Green Sport Facility bliver passet på anlægget, dine omgivelser og gøres en indsats for at opfylde FN’s bæredygtighedsmål og nedbringe klimabelastningen.
HJÆLP OS MED AT VÆRE GRØNNE
Du har allerede gjort en indsats for at beskytte miljøet ved at benytte et anlæg med Green Sport Facility.
Mange brugere og besøgende hjælper desuden ved at:
- Smide affald i skraldespanden – både ude og inde.
- Bruge mindre vand ved bad og toiletbesøg.
- Drikke mere vand fra hanen og mindre kildevand.
- Slukke lys, når de forlader et tomt lokale.
- Lukke dør og vinduer, så varmen – eller afkøling – ikke fiser ud.
- Sortere affaldet, så mest muligt kan genanvendes.
- Gå, cykle eller benytte offentlig transport til og fra anlægget.
MERE INFORMATION
Kontakt personalet, eller læs mere på www.greensportfacility.dk.
ZEROsport for idrætsanlæg
Augustenborghallerne er – som alle andre idrætsanlæg i Sønderborg Kommune – en del af ZeroSport-programmet. Men Augustenborghallerne tænkte allerede på miljøet, før ZeroSport så dagens lys.
ZEROsport er målrettet idrætsanlæg og foreninger med eget klubhus, der ønsker at spare på energien. ZEROsport er et fælles udviklingsprojekt for ProjectZero og Fritidsafdelingen i Sønderborg Kommune og supplerer de øvrige sektor-specifikke ZEROprogrammer for virksomheder, butikker, boliger m.v.
Initiativet understøtter ambitionen om et CO2-neutralt Sønderborg i 2029. Med programmet kan idrætsanlæg og foreninger med eget klubhus deltage aktivt i at bruge energien effektivt. Det kan ske gennem opmærksomhed og daglig energiledelse i bygningen og gennem aktiv inddragelse af brugerne.